Modellering og håndbygning -med fokus på skaberglæde, samvær og personligt udtryk
Torsdag d. 21. maj 2026 kl. 16.30-20.30.
For dig, som er nysgerrig på modellering og formgivning i ler og som ønsker at arbejde med dit personlige udtryk. Både begyndere og øvede er velkomne.
Ler er et fascinerende materiale, der på den ene side er meget åbent og på den anden side har sit eget liv og tempo, som vi som håndværkere må lære at arbejde med. Du vil blive inspireret til at udtrykke dig med ler, og du bliver taget med ind i lerets særlige verden. Du vil få mulighed for at lave brugsting (fx kopper, skåle, lysestager eller vaser) eller modellere figurer. Kun fantasien sætter grænser.
På denne workshop vil vi fokusere på de mest basale tekniske færdigheder inden for håndbygget keramik. Blandt andet får du introduktion til pladeteknik, modellering og udskæring. Der vil være inspirationsoplæg for alle – med ideer og vejledning til den enkelte undervejs i skabelsesprocessen. Du kan komme med dit eget projekt, eller du kan gå med en af de ideer, du bliver introduceret for, og derfra sætte dit personlige præg på formgivningen.
Vi arbejder i stentøjsler, som efterfølgende vil blive glaseret af mig. Du kan vælge mellem mange forskellige af værkstedets egne glasurer. Efterfølgende brænder jeg dine kreationer for dig, og den 22. juni kan du komme og hente dine færdige ting.
Deltagere under 10 år har brug for en voksen medskaber, -både barn og voksen skal købe billet for at være med.
Billetprisen inkluderer kaffe/te samt materialer og brænding af op til 2 ting pr. person. Hvis du ønsker at lave mere, afregnes det separat til en pris af 150-250 kr pr emne afhængig af størrelse.
Medbring arbejdstøj og eventuelle favoritredskaber, evt mad som kan spises i værkstedets tekøkken eller terassen udenfor.
Tidspunkt: 21.05.2026 kl. 16.30-20.30
Afhentning: d. 22.06. kl. 12-14, hvor du kan komme og hente dine ting. Hvis du ikke har mulighed for at komme, vil dine ting blive lagt udenfor i et skab, hvorfra du når som helst herefter selv kan hente dem.
Lektioner: 6.
Maks. 14 deltagere.
Tilmelding sker ved betaling. Du vil modtage en faktura via e-mail, som er gyldig som din billet. Din tilmelding er bindende, og workshoppen refunderes eller ombyttes kun i det tilfælde, at LerKalaset aflyser eller ændrer datoer. Billetten kan sælges videre, hvis man bliver forhindret i selv at deltage.